Martinus er egentlig vanskelig å fange politisk og jeg har innsett at han også godt kan leses med konservative høyre-briller. Man kan fort bli forvirret når Martinus fremhever kommunisme som en bra ting, men man må huske at han er ingen marxist, og hans kommunisme beskrives ikke ut fra et marxistisk perspektiv. Den form for kommunisme han forfekter betinges av en helt annen mental innstilling enn dagens menneskehet, hvor mennesket er innstilt på heller «at give enn at tage». Den er en fremtidig, nærmest utopisk kommunisme, noe marxismen også på sin måte strengt tatt er, men allikevel på en fundamental annen måte. Eksempelvis kan mennesket ifølge Martinus ikke oppdras eller sosialiseres til å bli gode kommunister slik marxismen hevder. Her markerer han seg på høyresiden da han ser menneskets natur som noe mer fastlåst, dog gjennomgår menneskeheten allikevel en moralsk/åndelig evolusjon.

Hans kjennetegnende ikke-fanatiske innstilling til livet gjorde at han ikke ønsket å fremme sin forståelse av kommunisme, som en politisk løsning for dagens menneskehet, og han ønsket heller ikke å kritisere vår samtids styreform. For tiden ligger menneskets natur langt fra heller at «give enn at tage», og vår natur hverken skal eller kan fremskyndes. Han advarte at om man forserer utviklingen, så vil det komme en motreaksjon. I Øst- Europa ser vi et godt eksempel på dette hvor kommunismen raskt kollapset og hvor kapitalismen og ikke minst nasjonalismen i dag står sterkt. Jeg tror vi ser det samme i dag med globalismen og multikulturalismen. Det naturlige svaret på sterk globalisme er medvind for nasjonalismen.

Men når et "kommunistisk samfund" således må gå tilbage til forhenværende "kapitalistiske" tilstande, vil det jo afsløre, at man er gået for voldsomt til værks. Man er gået stærkere end udviklingen."Kapitalismen" var ikke helt udlevet af de pågældende individer. Og det, der ikke er udlevet, vil hverken et individ eller et samfund kunne løbe fra, ligesom man heller ikke ved hjælp af "diktatur" kan springe noget udviklingstrin over. Alt må udvikles. Vejen til "kommunisme" er udelukkende "udvikling", thi "kommunisme" er ikke et opdigtet eller opfundet "politisk system", den er et "udviklingstrin", i hvilket "næstekærligheden", hvilket her vil sige "fællesskabet", "kollektiviteten" eller erkendelsen af samhørigheden er hellig, er et bud, er en livsbetingelse. "Kommunismen" kan ikke være identisk med den antipati imod "kapitalmagten", det væsen føler, der er undertrykt af den og derfor sværger til "kommunismen" indtil det øjeblik, hvor det selv ved en eller anden omstændighed kommer i besiddelse af penge og bliver "kapitalist" og da sværger til "kapitalmagtens" beståen. En sådan mental indstilling kan jo kun være "forræderi" imod "kommunismen" og stempler sit ophav som en "forræder" imod denne mentale tilstand. Det er soleklart, at et "kommunistisk" parti eller samfund, der består af alt for mange af denne art væsener, naturligvis ikke kan tages alvorligt med hensyn til dets "kommunisme". At den "kommunisme" et sådant samfund repræsenterer, absolut ikke kan være i renkultur, men i en vis periode i udviklingen endnu mere eller mindre er en jagt efter "kapital" eller rigdom, er naturligvis en selvfølge.

                                                                                      Livets Bog, bind 4, stk 1336

Det vil være å gå for langt å hevde at Martinus er alt-right, men kanskje han ligger nærmere «alt-light»? Han er som sagt vanskelig å kategorisere. Han er også en globalist, men uten islett av den fanatismen som råder blant våre folkevalgte. Jeg mistenker derfor at han allikevel ville hatt sympati for mange av de nasjonalistiske bevegelsene som er i fremmarsj i dag. Fordi mange politikere i dag fremmer en globalisme som ikke er på folkets premisser men på den politiske elitens premisser og de store multinasjonale selskapers premisser. Om Martinus er aldri så mye globalist så vil det være en misforståelse å tro at han støtter ideen om multikulturalisme. Eller at multikulturalismen er en styrke, som mange venstreliberale hevder. Grunnlaget for den globale verdensstyrelse Martinus ser for seg i fremtiden er «een hjord og een hyrde», altså en felles kultur og ikke multikultur. Kan minne litt om Coudenhove- Kalergi, bare at jødene ikke skal komme til å bli en herskende elite.

Våre politikere fremmer det som om multikulturalismen er et mål i seg selv, men multikulturalismen er en katastrofe og det har Angela Merkel og Zarkozy for lengst også innrømmet. Multikulturalismen er ikke målet. For til tross for innrømmelser har visjonen nå blitt (eller kanskje alltid vært) at alle verdens folkeslag og kulturer skal smeltes sammen for at de i fremtiden nærmest skal bli til en slags forenet sekulær kultur. Det er social engineering av verste sort og likefremt en forsering. Denne påtvungne kulturelle og etniske sammenblanding påfører umåtelige lidelser for store deler av folket. Men det ser ikke ut til å spille noen rolle for våre barnløse statsledere, for hensikten helliger tydeligvis middelet.

Jeg kan ikke tenke meg at Martinus ønsket eller ville ha støttet slike politiske beslutninger, jeg har heller ikke funnet støtte for det i hans litteratur. Han ønsket en naturlig og over lang tid sammensmeltning av hele verdens forskjellige folk. Grunnlaget for det fremtidige verdensrike er en felles kultur, men den må oppstå naturlig og kan ikke forseres. En fremskynding vil uunngåelig føre til smerte og katastrofe for verdens forskjelligartede folkeslag. Martinus er i dette henseendet ganske konservativ.

Rasetenkning

Martinus syn på rase er også oppsiktsvekkende, det er et kontroversielt emne, men må berøres. Da jeg på 90- tallet finleste Martinus litteratur ble jeg uunngåelig konfrontert med hans synspunkt om at de sydlandske raser ikke har hatt den samme intelligensutvikling som den europeiske rasen. Den gang visste jeg ikke at det faktisk finnes vitenskapelig grunnlag for en slik uttalelse. I ettertid har jeg lurt på hvorfor mitt venstreliberale sinn ikke lot seg provosere og avviste det som noe rasistisk tøv. Her må man selvfølgelig ikke forveksle intelligens med menneskeverd, og en annen ting man må bemerke seg med Martinus synspunkt er at han hevder at intelligens ikke er statisk, den er i sterk utvikling hos alle folkeslag, noe forskningen også viser. En gang i fjern fremtid vil vi alle komme til å være genier hevder Martinus.

Kanskje har Martinus rett i det sistnevnte, men vi som lever i dag må uansett forholde oss til den nåværende situasjonen. Mye primitivitet hersker fortsatt, også for all del hos oss europeere, og ser man nærmere på Afrikas befolkning så er vi vitne til overtro og grusomheter som kun kan sammenliknes med den overtro som hersket i Europa for 500 år siden eller lenger tilbake. Med en snitt- IQ på 70 sør for Sahara, så sier det seg selv at vi må være ytterst forsiktige med å importere mennesker fra denne delen av verden.

Et slikt utsagn vet jeg provoserer uhorvelig mange mennesker, og det er forståelig. Dette emnet er et etisk minefelt. Men det er nå en gang et ubestridelig faktum at det er store forskjeller i intelligens mellom de forskjellige folkeslagene og Europeerne er ikke en gang på toppen av dette «hierkarkiet». Det store spørsmålet blir hva vi skal gjøre med denne informasjonen. På det nåværende tidspunkt kan det tyde på at en viss grad av segregasjon av folk og kulturer vil være til det beste for alle. Så får vi håndtere fremtiden som den lider, for noen ganger hører våre idealer fremtiden til.

Rådsreferat

Det ble nylig holdt en uformell spørreundersøkelse på Facebook om hvilke politiske partier Martinus- interesserte hadde sympatier for. Vi kommer jo ikke bort fra at Martinus snakket varmt om internasjonalisme til fordel for nasjonalisme, så det er ikke overraskende at Vänstern og Feministisk Initiativ vinner mye sympati i dette miljøet. Nasjonalisme fremstår for mange som et brudd med det klare ideal som Martinus fremmer, så det er ikke så merkelig at de fleste innad i miljøet ikke nærer sympati for de nye høyreradikale bevegelsene. Men det er allikevel noen Sverigedemokrater blant dem og et par AfS'ere. Hvordan kan det ha seg?

Jeg har kommet i kontakt med folk innenfor Martinus- miljøet som har sympati med de nye høyreradikale bevegelsene. Det er jo hyggelig fordi jeg var en tid bekymret for at jeg måtte fullstendig snu ryggen til Martinus, men nå kan Martinus kosmologi gi den nødvendige moralske ballast for ikke å forføres inn i høyresidens mer voldelige ytterpunkter.

Jeg ble oppfordret til å lese rådsreferatene fra 70- tallet, som er tilgjengelig på nettet. Som sagt så gjort. Interessant nok problematiserer han både jøder og muslimer. Martinus sier for eksempel i et av rådsmøtene at «selv muhammedanerne» kommer til å ta til seg hans verdensbilde. Underforstått at selv de mest galne av menneskene på jorden vil komme til fornuft. Når det kan se ut til at Martinus både er antisemitt og islamofob, må vi ha i bakhodet at Martinus selv sannsynligvis var av jødisk avstamning, om enn muligens en «selvhatende» en som sådan.

«…Og vi er altså inde i dommedag, og derfor kan vi vente en Hitlerkrig igen, eller noget i den stil. Men vi behøver ikke at være så bange her i Skandinavien, for her er luften den mest krigsfri, den kan være. Andre steder i verden er det meget usikkert. Og navnlig i østen. Jeg tror ikke, at jøderne nogensinde vil give den jord tilbage. Og jeg tror, at det bliver årsagen til krigen.»

                                                                                   Rådsreferat november 1977

«Nu er verden jo alligevel så international, .så det berører hele verden, - hvis der er krig. Og jeg tror ikke, at jøderne gi'r sig, og at der bliver fred.

Men jøderne kan jo heller ikke blive ved med at have sådan en klausul, at de tror, at de er Guds udvalgte folk. Ja, det var de nok engang. Men det er jo allerede forbi nu. De var Guds udvalgte folk dengang, de nåede frem til en tilstand, hvor Kristus kunne fødes, - hvor den nye verdenskultur kunne blive født.

Også efter hvad Nostradamus siger. Han siger, det vil komme ud for megen modstand engang med katolikkerne. Han siger også, at muhammedanerne vil blive interesseret i det. De bliver jo også klogere. De trænger ind i Europa, men der standser krigen. Det ved jeg ikke, - det blander jeg mig ikke i, - men det er interessant at læse. Men det kan jo være, at det er det, der skal ske nu, at muhamedanerne trænger ind i Europa, - det ved jeg ikke. Men der bliver verdenskrig, og jeg tror, at det er det, der i mellemøsten der bliver det udløsende. Hvad skulle det ellers være, - det er den spænding der.»

                                                                                      Rådsreferat Januar 1978

Betinget nasjonalisme

Min nasjonalisme er betinget av den nåværende verdensituasjon. Man kan drømme alt man vil om forbrødring mellom verdens folk, men det hjelper ingenting når man står ansikt til ansikt med realitetene.

Realitetene i dag er at europeere har bedrevet kolonisering og folkemord over hele verden. Nå bedriver Sør- Afrikas svarte styresmakter folkemord på den hvite befolkningen der.

Realiteten i dag er at store deler av den importerte muslimske befolkningen i vesten motsetter seg integrering, og dets ledere jobber aktivt for å vinne seg makt og innflytelse ved høye barnefødsler og infiltrering av politikken med ambisjon om fremtidig maktovertakelse. Det er en direkte trussel mot vårt folk og kultur.

Realiteten i dag er at menneskeheten i store trekk fortsatt er for primitivt og tribalistisk til å leve fredelig sammen. De fredeligste samfunn er de som har oppnådd størst mulig grad av etnisk og kulturell homogenitet. De forskjellige folkeslag bør ha en viss avstand til hverandre.

Men nasjonalisme betyr ikke at man ikke kan samarbeide med andre land, det betyr ikke at man ikke kan ha internasjonale handelsavtaler og ikke minst betyr det heller ikke at vi skal hate hverandre. Men internasjonalismen som Martinus snakker så varmt om er kun i sin «spede vorden», og vil bestå slik i lang tid fremover. En fullt ut nedmontering av landegrenser og fri flyt av folk og fe vil være forhastet og katastrofalt.

Et annet viktig poeng her er at Martinus internasjonalisme også er betinget. I Martinus foredrag kristendommens Verdensepoke fra 1955 kommer det frem at det fremtidige verdensriket vil være betinget av at den samlede menneskehet på egne premisser har kommet frem til en felles verdenskultur. Den internasjonalismen som Martinus snakker om kan like gjerne beskrives som nasjonalisme, bare at det er lagt til et suffix som henviser til det faktum at den er verdensomspennende.

Grunnlaget for enhver nasjon, enten den er knøtt liten, eller spenner om hele verden, er at den ideelt sett bæres av et felles etnisk, kulturelt og verdimessig grunnlag.