Martinus og det nye høyre

Martinus er egentlig vanskelig å fange politisk og jeg har innsett at han også godt kan leses med konservative høyre-briller. Man kan fort bli forvirret når Martinus fremhever kommunisme som en bra ting, men man må huske at han er ingen marxist, og hans kommunisme beskrives ikke ut fra et marxistisk perspektiv. Den form for kommunisme han forfekter betinges av en helt annen mental innstilling enn dagens menneskehet, hvor mennesket er innstilt på heller «at give enn at tage». Den er en fremtidig, nærmest utopisk kommunisme, noe marxismen også på sin måte strengt tatt er, men allikevel på en fundamental annen måte. Eksempelvis kan mennesket ifølge Martinus ikke oppdras eller sosialiseres til å bli gode kommunister slik marxismen hevder. Her markerer han seg på høyresiden da han ser menneskets natur som noe mer fastlåst, dog gjennomgår menneskeheten allikevel en moralsk/åndelig evolusjon.

Hans kjennetegnende ikke-fanatiske innstilling til livet gjorde at han ikke ønsket å fremme sin forståelse av kommunisme, som en politisk løsning for dagens menneskehet, og han ønsket heller ikke å kritisere vår samtids styreform. For tiden ligger menneskets natur langt fra heller at «give enn at tage», og vår natur hverken skal eller kan fremskyndes. Han advarte at om man forserer utviklingen, så vil det komme en motreaksjon. I Øst- Europa ser vi et godt eksempel på dette hvor kommunismen raskt kollapset og hvor kapitalismen og ikke minst nasjonalismen i dag står sterkt. Jeg tror vi ser det samme i dag med globalismen og multikulturalismen. Det naturlige svaret på sterk globalisme er medvind for nasjonalismen.

Men når et "kommunistisk samfund" således må gå tilbage til forhenværende "kapitalistiske" tilstande, vil det jo afsløre, at man er gået for voldsomt til værks. Man er gået stærkere end udviklingen."Kapitalismen" var ikke helt udlevet af de pågældende individer. Og det, der ikke er udlevet, vil hverken et individ eller et samfund kunne løbe fra, ligesom man heller ikke ved hjælp af "diktatur" kan springe noget udviklingstrin over. Alt må udvikles. Vejen til "kommunisme" er udelukkende "udvikling", thi "kommunisme" er ikke et opdigtet eller opfundet "politisk system", den er et "udviklingstrin", i hvilket "næstekærligheden", hvilket her vil sige "fællesskabet", "kollektiviteten" eller erkendelsen af samhørigheden er hellig, er et bud, er en livsbetingelse. "Kommunismen" kan ikke være identisk med den antipati imod "kapitalmagten", det væsen føler, der er undertrykt af den og derfor sværger til "kommunismen" indtil det øjeblik, hvor det selv ved en eller anden omstændighed kommer i besiddelse af penge og bliver "kapitalist" og da sværger til "kapitalmagtens" beståen. En sådan mental indstilling kan jo kun være "forræderi" imod "kommunismen" og stempler sit ophav som en "forræder" imod denne mentale tilstand. Det er soleklart, at et "kommunistisk" parti eller samfund, der består af alt for mange af denne art væsener, naturligvis ikke kan tages alvorligt med hensyn til dets "kommunisme". At den "kommunisme" et sådant samfund repræsenterer, absolut ikke kan være i renkultur, men i en vis periode i udviklingen endnu mere eller mindre er en jagt efter "kapital" eller rigdom, er naturligvis en selvfølge.