Illun leat olbmot/Jorda er øde

Illun leat olbmot.

Eana nu ávdin.

Su birra duhkorattan.

Illun lea sutnje beaivvis beaivái.

Ádjagat golget.

Eana láktá.

Šattut ihtet.

Beaktilis muoldda áhčči eatnamis goive,

gieđaidis gaskkas olbmo hábme.

Vuoiŋŋanasa njunnái bosáda.

Olmmoš, ealli sieluin.

Buhtis, vigiheapme.

Guokkarda, čohkána, čuoččasta, vázzila.

Luottaidis duolbmá.

Beaivvážiin ávvudan.

Gasku Edena gárddi eallima muorra runiida,

buori ja bahá govastahkan.

Muoraid gaskkas duhkorattan.

Johka Edenis golggiida.

Joga njealje suorgái sállá.

Pišon. Gihon, Hiddekel Eufrat.

Johkagáttiin duhkorattan.

Olmmoš Edena gáhtte ja gilvá

Áhčči sutnje cealká: Bora ja návddaš muoraid šattuid.

Rávvesta: Ale fal buori ja bahá muoras bora!

Jos, de vissásit jámát.

Áhčči olbmo oktovuođa oaidná.

Ii sutnje buorre, jurddaša.

Guoimmi sutnje ráhkkana dahkat gii su láhkásaš lea.

Beaktilis muoldda fas eatnamis goive.

Gieđaidis gaskkas fuođđuid, lottiid hábme.

Olbmo lusa ođđa heakkalaččaidis vuojiha.

Šibihat, almmilottit ja meahcieallit namaid ožžot.

Almmilottiid ja fuođđuid gaskkas duhkorattan.

Áhčči oaivvis bárdá .

Ii oktage su sivdnádusaid gaskkas olbmui guoibmin.

Áhččán jeđđestan.

Dál dieđán son dadjá.

Čuovggainis olbmo lusa manná.

Várrogasat olbmui dadjá:

Dál du nohkkadan, lossadit oađđit galggat.

Olmmoš su veagalaš askái nohkká.

Áhčči erttetdávtti sus váldá,

guoimmi sutnje dahká.

Lihka! Áhčči dadjá.

Olmmái čohkána.

Gullá lottiid vižardeamen.

Áhčči su ovddas čuččoda.

Olmmái čalmmiidis ravkala.

Mu dávttis mu oaččis olbmo leat dahkan!

Olmmái illuda.

Nisson su bálddas.

Ovttas dudno eallin dál álgá, áhčči dadjá.

Álásin soai Edenis leaba.

Mun sudno birra duhkorattan.

Illun leat olbmot.

Inger Haldis Apmir

-------------------------------

Jorda er øde

Jorda er øde.

Rundt Han leker jeg.

Dag etter dag til glede for Han.

Kilder pipler fram.

Jorda vætes.

Vekster gror.

Gud fader tar opp fyldig jord,

skaper mennesket med sine hender.

Et menneske, med levende sjel.

Uskyldig, ren.

Kryper, reiser seg opp og går.

Lager egne spor.

Med sola gleder jeg meg.

Midt i Edens hage grønnes livets tre,

som bilde på godt og ondt.

Mellom trærne leker jeg.

Fra Eden renner ei elv.

Deler seg i fire.

Pison. Gihon. Hiddekel. Eufrat.

Jeg leker langs elvebreddene.

Mennesket høster og sår.

Far sier: Spis, nyt av trærnes frukt.

Og råder: Men spis ikke av treet for godt og ondt!

Gjør du det, vil du dø.

Far ser at mennesket er alene.

Det er ikke godt, tenker han.

Han bereder seg til å skape en følgesvenn.

Igjen tar han opp fyldig jord.

Mellom hendene hans blir dyr og fugler til.

Han sender sine nye vesen til mennesket.

Buskap, himmelens fugler og ville dyr får navn.

Mellom himmelens og jordens skapninger leker jeg.

Far rister på hodet.

Ingen av disse høver nok som menneskets beste venn.

Jeg trøster min far.

Nå vet jeg, sier han.

Han går til mennesket med lyset sitt.

Lavt sier han:

Nå lar jeg deg sove tungt.

Mennesket sovner i favnen til sin skaper.

Far tar et ribbein av han,

former av det hans make.

Våkn opp! Sier far.

Mannen reiser seg.

Hører fuglesang.

Far står foran han.

Mannen sperrer øynene opp.

Har du laget et menneske av min kropp!

Mannen blir glad.

Ei kvinne ved hans side.

Nå begynner et liv for dere i lag, sier far.

De står nakne i Eden.

Jeg leker rundt dem.

Menneskene er meg til glede.

Gjendiktet til norsk av Laila Stien